NOVA indsamler over 3 millioner til Støt Brysterne
For 13. år i træk har både værter og lyttere Støttet Brysterne og stået side om side i kampen mod brystkræft med en imponerende indsamling på 3.111.450 kroner på kun én uge.
Hver 8. kvinde i Danmark rammes af brystkræft. Over 5.000 kvinder får hvert år en besked, der ændrer alt, og bag hver enkelt af dem står en familie, venner og kolleger, der ikke ved, hvad de skal sige, men gerne vil hjælpe.
Det er netop den følelse, NOVAs lyttere har taget med sig ind i en uge fuld af omtanke, støtte og sammenhold. Gennem syv dage har lyttere givet af hjertet, og doneret 150 kroner via sms, og tilsammen har NOVAs lyttere doneret 3.111.450 kroner kroner til Støt Brysternes og Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde.
”Det er rørende på 13. år at opleve at NOVAs lyttere har så store hjerter at de igen har lyst til at donere og være med til at gøre en forskel. Brystkræft er en ubarmhjertig sygdom, som hvert år rammer flere end 5.000 kvinder. Derfor må vi stå sammen for at få tallet ned. For når vi står sammen, kan det mærkes,” siger Mai-Britt Vingsøe fra GO'NOVA.
For Støt Brysterne og Kræftens Bekæmpelse betyder støtten langt mere end tallet på en check:
”Når medier som NOVA engagerer sig så stærkt, giver det os både stemme og styrke til at hjælpe endnu flere patienter og deres pårørende, samt endnu mere forskning på området, også i senfølger som er mere vigtig end nogensinde,” fortæller Dorte Tellerup der er kampagneleder for Støt Brysterne.
Pengene fra indsamlingen går til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.
Årets NOVA-værter er: Dennis Ravn, Mai-Britt Vingsøe, Signe Krarup, Caroline Mouritzen, Felix Smith, Chriz, Ortal Leman Roswall, Karoline Haubek, Anne Lund, Freja Quistgaard, Cecilie Wagner, Daniel Cesar og Casper Hjorth.
Tusind tak til alle der støttede!